Akutte lændesmerter og hold i lænden

Akutte lændesmerter hos Better Treatment

Akutte lændesmerter og det, de fleste danskere kender som “hold i lænden”, er en af de hyppigste grunde til at søge behandling hos en fysioterapeut eller kiropraktor. Hos Better Treatment møder vi dagligt mennesker, der oplever disse symptomer.

Vi ønsker at give dig et reelt billede af, hvad man ved om akutte lændesmerter: hvad du selv kan gøre, hvad behandling faktisk kan og ikke kan, og hvornår det er relevant at tage kontakt til os.

BOOK EN UNDERSØGELSE 

 

Hvad er hold i lænden?

“Hold i lænden” er et hverdagsudtryk for en pludselig opstået, intens smerte i lænderegionen, der ofte ledsages af muskelspænding og bevægeindskrænkning. I den videnskabelige litteratur betegnes det oftest som akut uspecifik lænderygsmerte – “uspecifik” fordi smerten i langt de fleste tilfælde ikke kan tilskrives en identificerbar strukturel skade som diskusprolaps, fraktur eller infektion, men derimod en kompleks reaktion i muskler, led og nervesystem.

Akutte lændesmerter defineres som smerter, der har varet under 6 uger. De er uhyre almindelige: estimater peger på, at op til 80% af befolkningen oplever en episode med lændesmerter på et tidspunkt i livet, og akutte episoder er en af de hyppigste årsager til sygedage og funktionsindskrænkning blandt erhvervsaktive [1, 2].

 

Den gode nyhed: det går som regel over

Det bedst dokumenterede fund i litteraturen om akutte lændesmerter er, at de fleste episoder forbedres hurtigt og spontant – endda uden behandling.

Et stort systematisk review og metaanalyse samlede data fra 33 studier med i alt 11.166 patienter og viste, at smerte og funktionsnedsættelse faldt markant inden for de første 6 uger [1]. Et opdateret systematisk review og metaanalyse fra 2024, bekræfter dette billede, men nuancerer det: patienter med akutte lændesmerter forbedrer sig i gennemsnit markant inden for de første 6 uger, men fuldstændig smertefrihed er sjældnere end man ofte antager. [2] Et lavt til moderat niveau af smerte og funktionsnedsættelse er stadig til stede hos mange et år efter debut. Det er med til at forklare, hvorfor tilbagevendende episoder ofte er almindelige, og hvorfor akutte episoder hos nogle patienter overgår til vedvarende smerter.

 

Hvornår er smerterne ikke “bare” hold i lænden?

De fleste akutte lændesmerter er uspecifikke og ufarlige. Men en lille andel kan have en underliggende årsag, der kræver videre udredning eller behandling. Klinisk bruges begrebet “røde flag” til at beskrive tegn og symptomer, der bør give anledning til yderligere undersøgelse [8]:

  • Smerter, der er konstante og progredierende og ikke aftager i hvilestillinger
  • Smerter kombineret med neurologiske udfald (følelsesløshed, kraftnedsættelse i ben eller fødder, vandladnings- eller afføringsproblemer)
  • Uforklarligt vægttab, feber eller nattesved
  • Tidligere kræftsygdom
  • Traumer (fx fald fra højde)

Disse tegn er ikke en diagnose i sig selv, men de bliver en del af den samlede kliniske vurdering. Hos Better Treatment undersøger vores fysioterapeuter og kiropraktorer altid for røde flag ved den indledende konsultation.

 

Hvad viser forskningen om behandling?

Sengeleje: gør det mere skade end gavn

I mange årtier var anbefaling om sengeleje en standardreaktion på akutte lændesmerter. Den opfattelse er nu grundlæggende ændret på baggrund af evidens.

Et studie (Cochrane-review), der kombinerede og opdaterede to tidligere separate studier om emnet, inkluderede 10 randomiserede kontrollerede studier med i alt 1.923 patienter [3]. Konklusionen var klar: for patienter med akutte lændesmerter fandt to studier (N = 401) en lille forbedring i smertelindring (SMD 0,22) og funktion (SMD 0,29) til fordel for råd om at forblive aktiv frem for sengeleje [3]. Forlænget sengeleje er desuden forbundet med negative konsekvenser som nedsat kondition og ledstivhed. Rådet er: bevar bevægeligheden, bliv aktiv inden for din smertegrænse, og undgå at søge total ro.

Manuel behandling og kiropraktik

Spinal manipulation og mobilisering er bredt anvendt til akutte lændesmerter, og mange patienter oplever lindring. Evidensgrundlaget er imidlertid mere blandet, end det ofte fremstilles.

Et studie (Cochrane-review) af spinal manipulation ved akutte lændesmerter konkluderede, at spinal manipulation giver smertelindring og funktionsforbedring sammenlignet med visse kontrolbehandlinger – men at effekten er lille til moderat, og at den ikke er signifikant bedre end andre aktive behandlinger [4].

Det betyder ikke, at manuel behandling er ligegyldigt. Mange patienter oplever kortvarig smertelindring, forbedret bevægelighed og har ofte lettere ved at komme i gang igen – og i kombination med aktiv rådgivning og bevægelse kan det støtte tilbagevenden til vanligt niveau. Men det er vigtigt at have realistiske forventninger: en ledmanipulation “sætter” ikke “noget på plads” og effekten af behandling ved akutte lændesmerter skal anses som et smertelindrende tiltag.

Øvelser og fysioterapi

For akutte lændesmerter er evidensen for specifikke øvelsesprogrammer generelt begrænset og inkonsistent. Studiet fra tidligere (Cochrane-reviewet af Dahm et al.) fandt, at der er lav evidens for, at øvelser ikke er klart bedre end blot at forblive aktiv [3]. Det understøtter den bredere anbefaling om generel aktivitet frem for specifikke øvelsesprogrammer i den akutte fase, hvilket betyder at gåture, en let cykeltur eller anden uspecifik bevægelse kan være ligeså gavnlig. Find det der virker for dig.

For subakutte og kroniske lændesmerter (varighed over 6 uger) er evidensgrundlaget for øvelser og fysioterapi stærkere, og her anbefaler internationale retningslinjer konsekvent aktive behandlingsformer [8].

Varme og kulde

Varme og is er hyppigt brugte hjemmemidler. Et Cochrane-review af overfladisk varme- og kuldebehandling ved lændesmerter, baseret på 9 studier med 1.117 patienter, fandt, at varmepakker reducerede smerter signifikant efter 5 dage sammenlignet med placebo ved akutte og subakutte lændesmerter (WMD 1,06; 95% CI 0,68–1,45) [9]. Evidensen for kuldebehandling alene var utilstrækkelig til at drage konklusioner [9]. Kortvarig brug af varme til smertelindring i den akutte fase er dermed moderat understøttet, men effekten er ikke dramatisk, og den erstatter ikke aktiv bevægelse.

Hvad siger de internationale guidelines?

En gennemgang af nyere kliniske guidelines fra bl.a. WHO, Australien, USA og Europa viser bred konsensus om anbefalingerne for akutte lændesmerter [8]. Tværgående anbefalinger inkluderer:

  • Forbliv aktiv og undgå sengeleje [3, 8]
  • Tro på den gode prognose – de fleste episoder forbedres indenfor 6 uger [1, 2]
  • Analgetisk medicin (smertestillende) kan bruges kortvarigt til smertelindring, men bør ikke være primærbehandling [8]

Hvad afgør, om smerterne bliver kroniske?

Det er et centralt spørgsmål i forskningen: hvorfor ender nogle akutte episoder som kroniske smerter, mens andre forsvinder hurtigt?

En “umbrella review” – en sammenfatning af 15 systematiske reviews om biopsykosociale prognostiske faktorer – identificerede fem faktorer med konsistent evidens for at øge risikoen for dårligt forløb på lang sigt [6]:

  1. Høj smerteintensitet fra begyndelsen [6]
  2. Høj funktionsnedsættelse tidligt i forløbet [6]
  3. Emotionel belastning (angst, depression, stress) [6]
  4. Negative forventninger til helbredelse – hvad du selv forventer, har en selvstændig effekt på forløbet [6]
  5. Høje fysiske krav i arbejdet [6]

Et systematisk review af prognostiske faktorer for kronificering identificerede herudover frygt-undvigelse (fear avoidance), passiv mestring og smertekatastrofering som prognostisk vigtige faktorer for overgang til kronisk smerte [7]. Psykologiske variabler er fundet at forklare op til 26% af selvrapporteret smerte og 36% af selvrapporteret funktionsnedsættelse [7].

Det er grundlaget for, at vi hos Better Treatment ikke kun fokuserer på de fysiske aspekter af dine smerter – men også taler med dig om dine forventninger, din forståelse af smerten og din tilgang til at komme i gang igen.

 

Hvad vi tilbyder ved akutte lændesmerter

Undersøgelse og vurdering er altid det første skridt. Vi udelukker røde flag [8], vurderer smertemønster og bevægelighed og afdækker psykosociale faktorer, der kan påvirke dit forløb [6, 7].

Manuel behandling kan tilbydes som kortvarig smertelindrende støtte i den akutte fase – med realistiske forventninger til, hvad det kan [4, 5]. Vi bruger det til at hjælpe dig i gang, ikke som en erstatning for din egen aktive indsats.

Rådgivning og ”undervisning” er en af de mest anbefalede indsatser ved akutte lændesmerter [8]: at forstå, hvad der sker i din ryg, hvad du selv kan gøre, og at have tillid til din krop, er forbundet med hurtigere bedring [6, 7].

Aktiv tilbagevenden til bevægelse og daglige aktiviteter er målet. Forskning viser, at bevægelse er trygt og bedre end hvile [3], og vi hjælper dig med at forstå det i praksis.

 

Ofte stillede spørgsmål om hold i lænden

Hvornår skal jeg søge behandling?

Mange episoder med hold i lænden løser sig hurtigt – over dage til uger [1, 2]. Søg behandling, hvis smerten er meget intens og begrænser din dagligdag, hvis der er tegn på røde flag (se ovenfor), eller hvis du ikke oplever bedring efter 1–2 uger.

Skal jeg ligge stille og hvile?

Nej – evidensen peger på, at rådet om at forblive aktiv giver en lille, men konsistent fordel frem for sengeleje [3]. Hold dig i gang inden for din smertegrænse og genoptag daglige aktiviteter så snart som muligt – også arbejde.

Går det altid over?

De fleste akutte episoder forbedres markant indenfor 6 uger [1]. Men et lavt smerteniveau kan vare ved op til et år, og tilbagevendende episoder kan opstå [2].

Kan jeg forhindre, at det kommer igen?

Fuldstændig forebyggelse er ikke dokumenteret mulig. Men regelmæssig fysisk aktivitet er forbundet med færre tilbagevendende episoder, og adressering af faktorer som stress, undgåelsesadfærd og negative forventninger kan reducere risikoen for at problemet bliver en længerevarende udfordring. [6, 7].

Hvad med varme eller is?

Kortvarig brug af varme til smertelindring er moderat understøttet af evidens – et Cochrane-review viser signifikant smertelindring med varmepakker inden for 5 dage ved akutte og subakutte lændesmerter [9]. Kulde er dårligere dokumenteret [9]. Begge kan bruges kortvarigt, men erstatter ikke aktiv bevægelse.

 

Book en undersøgelse i Rødovre eller Greve

Er du i tvivl om, hvad dine smerter skyldes, eller ønsker du rådgivning og behandling tilpasset dit forløb? Vores fysioterapeuter og kiropraktorer undersøger dig grundigt og hjælper dig med en plan, der er forankret i evidens.

Rødovre | Roskildevej 333, 2610 Rødovre

Greve | Skoleholmen 19, 2670 Greve

Tlf.: 61 33 34 72 | info@bettertreatment.dk

BOOK DIN TID – RØDOVRE – BOOK DIN TID – GREVE 

 

Referencer

Alle referencer er verificerede og kan tilgås via PubMed eller de angivne DOI-links.

[1]  da C Menezes Costa L, Maher CG, Hancock MJ, McAuley JH, Herbert RD, Costa LO. “The prognosis of acute and persistent low-back pain: a meta-analysis.” CMAJ. 2012;184(11):E613–E624.

PMID: 22586331  DOI: 10.1503/cmaj.111271  ? pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/22586331

 

[2]  Wallwork SB, Braithwaite FA, O’Keeffe M, Travers MJ, Summers SJ, Lange B, Hince DA, Costa LO, da C Menezes Costa L, Chiera B, Moseley GL. “The clinical course of acute, subacute and persistent low back pain: a systematic review and meta-analysis.” CMAJ. 2024;196(2):E29–E46.

PMID: 38253366  DOI: 10.1503/cmaj.230542  ? pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/38253366

 

[3]  Dahm KT, Brurberg KG, Jamtvedt G, Hagen KB. “Advice to rest in bed versus advice to stay active for acute low-back pain and sciatica.” Cochrane Database of Systematic Reviews. 2010;(6):CD007612.

PMID: 20556780  DOI: 10.1002/14651858.CD007612.pub2  ? pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/20556780

 

[4]  Rubinstein SM, Terwee CB, Assendelft WJJ, de Boer MR, van Tulder MW. “Spinal manipulative therapy for acute low-back pain.” Cochrane Database of Systematic Reviews. 2012;(9):CD008880.

PMID: 22972127  DOI: 10.1002/14651858.CD008880.pub2  ? pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/22972127

 

[5]  Grenier J-P, Rothmund M. “A critical review of the role of manual therapy in the treatment of individuals with low back pain.” Journal of Manual and Manipulative Therapy. 2024;32(5):464–477.

PMID: 38381584  DOI: 10.1080/10669817.2024.2316393  ? pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/38381584

 

[6]  Fernández-Carnero S, Arias-Buría JL, Pennisi A, Cleland JA, Martín-Casas P, Plaza-Manzano G. “Biopsychosocial Factors for Chronicity in Individuals with Non-Specific Low Back Pain: An Umbrella Review.” Int J Environ Res Public Health. 2022;19(16):9810.

PMID: 36011780  DOI: 10.3390/ijerph19169810  ? pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/36011780

 

[7]  Synnott A, O’Keeffe M, Bunzli S, Dankaerts W, O’Sullivan P, O’Sullivan K. “Prognostic factors for pain chronicity in low back pain: a systematic review.” PAIN Reports. 2021;6(1):e919.

DOI: 10.1097/PR9.0000000000000919  ? journals.lww.com/painrpts/fulltext/2021/01000/prognostic_factors_for_pain_chronicity_in_low_back.43.aspx

 

[8]  Alves GS, Vera GEZ, Maher CG, Ferreira GE, Machado GC, Buchbinder R et al.. “Recent clinical practice guidelines for the management of low back pain: a global comparison.” BMC Musculoskeletal Disorders. 2024.

DOI: 10.1186/s12891-024-07468-4  ? pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC11061926

 

[9]  French SD, Cameron M, Walker BF, Reggars JW, Esterman AJ. “Superficial heat or cold for low back pain.” Cochrane Database of Systematic Reviews. 2006;(1):CD004750.

PMID: 16437503  DOI: 10.1002/14651858.CD004750.pub2  ? pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/16437503

© Better Treatment · bettertreatment.dk

BETTER TREATMENT - RØDOVRE
Roskildevej 333 2610, Rødovre

Mandag 07.00-19:00
Tirsdag 07.00-19:00
Onsdag 08.00-18:00
Torsdag 07.00-19:00
Fredag 08.00-17:00
Weekend Lukket
BETTER TREATMENT - GREVE
Skoleholmen 19 St. 2670, Greve

Mandag 08.00-18:00
Tirsdag 08.00-16:00
Onsdag 08.00-18:00
Torsdag 08.00-18:00
Fredag 08.00-15:00
Weekend Lukket
Find os på SoMe